Idag har jeg netop modtaget et brev fra et af mine sponsorbørn, nemlig Incha Secha, som jeg sponserer gennem NGAYEN SCHOOL FUND .
Incha skriver, at hun og hendes familie er så glade for at jeg sponserer hendes skolegang (500 kr. om året). Hun vil prøve at forbedre sig, så hun bliver den bedste på hendes årgang for hun ved, at hun ikke ville kunne fortsætte hendes uddannelse, hvis det ikke var for mit sponsorat.
Jeg tænker, at jeg med glæde vil fortsætte mit sponsorat, for Incha har været blandt de aller bedste på årgangen gennem den periode, hvor jeg har været sponsor. Det ville virkelig være ærgerligt, hvis en pige med sådanne evner ikke fik mulighed for at studere videre.
Så selv om jeg har lidt dårlig samvittighed over at jeg ikke har været så god til at skrive til nogen af mine sponsorbørn i de seneste 2 år, så ved jeg også, at selve sponsoratet er det vigtigste for børnene, så det prøver jeg at dæmpe samvittigheden lidt med. Det betyder også, at jeg for første gang i mange år har lavet mig et nytårsfortsæt: Nemlig at opprioritere brevskriveriet/korrespondancen med mine fadderbørn. Det har været sat lidt på stand-by mens jeg har været optaget af et projekt med teenagemødre i Uganda.
Jeg må hellere se at få tjekket organisationens hjemmeside for nyheder. Der var noget med, at skolen blev besøgt her i efteråret.
