Idag modtog jeg besked fra Den Danske Hjælpefond ang. mit ældste sponsorbarn, Reena. Reena bor i Indien og skulle have startet på sygeplejerskolen i oktober.
Nu fik jeg besked om, at Reena er blevet gift og alligevel ikke ønsker at uddanne sig til sygeplejerske.
Jeg modtog beskeden med blandede følelser. En lille smule skuffet og samtidig glad på Reenas vegne over, at hun forhåbentlig har fundet en dejlig mand.
En stor del af det at være sponsor, det drejer sig om, at vi giver børn og unge mulighed for at få en uddannelse. Men uddannelse i sig selv er ikke noget mål. Uddannelse er ikke alt i livet. Uddannelse er et middel til at opnå noget andet og skulle gerne føre til, at et ungt menneske får mulighed for ‘at vælge’. Vælge, hvad de gerne vil med deres liv. Men ‘mulighed for’ og ‘frihed til’ er ikke altid det samme.
Jeg kan kun håbe, at Reena har valgt ægteskabet af egen fri vilje og ikke af nød eller tvang.
Og jeg ved, at der er større chance for, at Reenas eventuelle børn får en uddannelse. Børn af uddannede mødre får nemlig oftere selv mulighed for skolegang og uddannelse – end børn af mødre uden skolegang. Så det glæder jeg mig over og ved, at jeg alligevel har gjort en forskel i et menneskes liv.
