Så blev jeg færdig med de næste 38 pakker hygiejnebind og med de tidligere 2 x 32 pakker, så er jeg nu oppe på 102 pakker i alt. Det var mit mål at sende 130-140 pakker i alt og selvom det har taget noget længere tid end forventet, så er der dog lys forude. Nu mangler jeg at få tilbagemelding på, hvorvidt alle bindene skal sendes samlet – eller om det er bedre at fordele dem i flere mindre forsendelser. Det kommer jo helt an på, hvilke muligheder modtagerne har for at afhente forsendelserne, for alle de pakker bind fylder temmelig meget og en knallert vil blive noget udfordret, mens en lastbil eller en bil bedre kunne klare en samlet forsendelse. Samtidig skal det også overvejes, hvor stor en afgift, som modtagerne skal betale for at få lov til at få pakkerne udleveret. Det beløb afhænger vist lidt af, hvad ‘post-arbejderne’ i det pågældende land lige synes. Hvis de tror, at bindene er beregnet eller egnet til videresalg, så kan pakken sagtens ende med at ‘forsvinde’ eller blive meget dyr at modtage. Det kunne måske imødegåes ved at sende mindre forsendelser, men det betyder omvendt, at der skal bruges mange flere penge til transport, da den samme vej til postboksen så skal køres flere gange.
Sådan ser disse 38 pakker ud
Jeg mangler også stadig at få lavet undervisningsmaterialet færdigt samt at få forespurgt om priser og forsendelse af de små foldere fra Marni Sommer. Jeg håber, at de sygehusbesøg og behandlingstider snart stilner lidt af i antal, så jeg kan bruge mere energi på at få det her projekt videre.