Blog Image

DanSponsor

Om bloggen

Støtter du et fadderbarn i den tredje verden? Eller tænker du på at få et sponsorbarn? Mit mål med bloggen er, at dele mine oplevelser og viden med kommende, nye samt erfarne faddere og sponsorer. Her uddeles tanker, erfaringer og gode råd, omkring det at have et sponsorbarn samt mine egne erfaringer med de forskellige hjælpeorganisationer m.v. Måske får du lyst til at hjælpe et barn eller en familie til en bedre fremtid.

Projekt med vaskbare bind i Kenya

Girls only Posted on Sat, October 13, 2012 15:17:38

Jeg faldt over et projekt fra Kenya, hvor man kan se om problemer og fordele ved at anvende de vaskbare bind.

Forsøget har vist, at det kræver en del bind for at være til nytte – samt at information om brug og vask m.v. er vigtig i forbindelse med udlevering af bindene.

Der er stadig mange piger, der har fravær i skolerne under deres menstruation. De typiske årsager er bla.

– bange for at bløde igennem

– mangel på hygiejnebind

– kramper

– syg

Problemer under brug af bindene:

– vanskeligt at lære, hvor mange lag, der skal bruges

– mangel på bind

– de fleste må bruge det enkelte bind længere end ønskeligt

– opbevaring af de brugte bind under skolegangen

– mangel på vand til at vaske bindene

– problemer med at få bindene vasket rene.

Det kunne konkluderes, at færre piger måtte blive fra skole pga. menstruation og at de, der blev væk fra skole angav for en stor del årsagen til fraværet til at være mangel på bind/ikke nok hygiejnebind.

Læs hele raporten her: http://www.nabuur.com/files/attach/2009/06/task/Sanitary%20Pads.pdf



Er der nogle bind?

Girls only Posted on Fri, October 12, 2012 15:40:47

For nylig fik jeg en hilsen fra en skole, som jeg støtter i Afrika. Ved uddeling af den seneste pakke med brugt tøj, sko og legetøj, så havde nogle af teenagepigerne skrevet et lille brev og spurgt, om de ville få flere bind? Straks besluttede jeg, at jeg måtte igang med at sy nogle flere af de vaskbare bind.

Men det har vist sig, at være noget af et uoverkommeligt projekt. Først blev det besværliggjort af arme og ben, der drillede og ikke ville som jeg. Det blev ikke lettere og hurtige af, at jeg var ved at flytte mit syværelse op fra kælderen og alt var et stort rod. Dernæst lå syvejledning m.v. ikke lige, hvor jeg troede, at jeg havde lagt dem og da jeg endelig fandt det hele, så skulle jeg lige genopfriske stort set alt, da jeg ikke har syet disse bind i over 2 år.

Det føles næsten som om, at nogen vil sabotere mit syprojekt, for så knækkede overlockeren mine sidste maskinnåle og jeg måtte helt til Odense for at købe nye. Min overlocker er dog ikke stoppet med at drille og den springer nogle sting over og knækker skiftevis højre nål og sprænger tråden i højre nål! Jeg ville derfor forsøge at få syet nogle pæne prøver på min almindelige symaskine – men kritz og krats, nu er den også blevet underlig og vanskelig at tråde. Begge mine symaskiner skal vist til eftersyn!

Så på trods af gode intentioner, så er der endnu ikke en eneste færdig pakke vaskbare hygiejnebind.

For at fuldende dagen, så kunne jeg ikke skrive det brev ud, som skulle vedlægges, da min helt spritnye printer nægtede at udskrive (som den ellers kunne, da jeg installerede den i forgårs!)

Det eneste opmuntrende idag – det er nok, at det er efterårsferie, som jeg glæder mig til at holde med ungerne!



Hvor og hvordan fandt du en hjælpeorganisation?

Diverse andet Posted on Sun, October 07, 2012 11:14:04

De fleste kender vist reklamerne fra ‘bornefonden’ gennem TV.

Da jeg første gang fik tanken om at sponsere et barn, var det efter at se en brochure på posthuset. Jeg tror, at brochuren var fra ‘Plan’ – men jeg er ikke sikker.

Da jeg ikke kendte nogle sponsorer og derfor kun havde billeder i hovedet fra TV- overskrifter om svindel m.v. i nogle organisationer, var det ret vanskeligt at vide, hvor jeg skulle henvende mig. Så jeg googlede simpelthen på ordet ‘sponsorbarn’ og læste på nogle af de store organisationers hjemmeside.

Efterhånden fandt jeg også nogle af de mindre organisationer – men hvor kunne man se både godt og skidt om de forskellige organisationer? Jeg savnede virkelig et uvildigt sted, hvor man kunne spørge om andres erfaringer.

Til slut fandt jeg en organisation, som jeg fulgte 6-7 måneder på internettet – inden jeg besluttede mig. Denne organisation havde i mine øjne alt, hvad jeg kunne ønske mig: Mulighed for at sende gaver/pakker, god kommunikation til børnene gennem brevveksling, mulighed for at støtte gennem en onlineshop og mulighed for at modtage skolerapporter og fotos af børnene. Man kunne ovenikøbet selv vælge lige præcis det barn, som man ønskede at sponsere – udfra fotos og en lille beskrivelse af barnet. Hjemmesiden havde desuden et forum, hvor man kunne få råd og vejledning – både fra sponsorer – men også fra organisationen. Og så var det en dansk organisation. Det var fantastisk, når man var helt ny fadder, der ikke anede noget som helst! Jeg var dengang ikke så opmærksom på organisationens vedtægter – herunder organisationens målsætning m.v. Idag ville jeg være mere kritisk og vælge organisationer, der har til formål at yde hjælp til selvhjælp, at have til formål at gøre barnet/familien/området uafhængig af sponsorstøtte på et eller andet tidspunkt – og mange mange andre ting.

Men kort og godt: Jeg fandt organisationen via internettet!

Hvis jeg dengang havde haft kendskab til en uvildig gruppe af sponsorer, hvor jeg kunne spørge, så havde jeg måske ikke valgt den pågældende organisation. (Jeg måtte efterfølgende opsige samtlige 6 sponsorbørn i den organisation). Jeg er derfor meget ked af, at der ikke findes flere seriøse og uvildige grupper for sponsorer på internettet, så alle kan læse og forhøre sig inden de vælger organisation og sponsorbørn.



Hvor bor mit sponsorbarn?

Links der er nyttige Posted on Sun, October 07, 2012 11:09:48

Jeg ved, hvor mit fadderbarns hjemland ligger, men hvor ligger byen?

Her er et link, der viser, hvor byerne ligger.

http://www.fallingrain.com/world/UG/index.html for Uganda

http://www.fallingrain.com/world/KE/ for Kenya

nederst kan man finde byerne i alfabetisk orden.

Man kan finde mange lande og byer.



Mit barns livret er Jackfruit – hvad er det/Eksotiske frugter

Links der er nyttige Posted on Sun, October 07, 2012 11:08:03

Nogle gange fortæller børnene om deres ynglingsret – eller hvad deres familie dyrker på deres jord. En del af disse planter og frugter er fremmede for os.

Her kan du læse på engelsk, om nogle af de eksotiske frugter.

Der står også nogle opskrifter, som kan fremme forståelsen for børnenes fortællinger – ligesom vi kan lære forskellen på ‘plaintains’ (grønne bananer) og de alm gule bananer, som vi kender fra supermarkedet.

Nogle gange har jeg skrevet en side ud og sendt med brevet til barnet. Blot for læsetræningen og de farverige fotos.

Og nu var jeg næsten ved at glemme linket;-)

http://www.deliciousorganics.com/recipes/exoticfruit.htm



Turen går til…en mindre skæv verden

Bøger der bør læses Posted on Sun, October 07, 2012 10:32:48

Jeg har læst denne bog flere gange – og er så heldig at have modtaget den gratis i papirform for nogle år tilbage.

Bogen er stadig aktuel og giver et godt indblik i, hvad mange af verdens fattigste mennesker og lande kæmper med – samt ideer til, hvad man kan gøre for at løse problemerne.

du kan læse bogen online her

http://www.netpublikationer.dk/um/6488/html/entire_publication.htm



Hvad koster det at være sponsor?

Diverse andet Posted on Sun, October 07, 2012 10:26:08

Hvad koster det egentlig at have et fadderbarn?

Sådan et spørgsmål fik jeg forleden dag. Og det synes jeg faktisk var ret vanskeligt at svare på. For det afhænger jo af så meget – både af sponsoren – men jo også af, hvilken organisation, som man vælger – og igen har nogle organisationer flere forskellige priser alt efter hvilket sponsorat, der er tale om.

Efter mine oplysninger, så kan det koste alt fra 50 kr. om måned og opefter. Det afhænger af om man ønsker at hjælpe et barn og samtidigt familien eller om man alene vil sikre et barn skolegang.
Der er mange forskellige organisationer der har fadderbørn og de fleste har deres eget koncept.

Derfor er det også vigtigt man lige giver sig tid til at se og læse og stille spørgsmål før man kaster sig ud i at være sponsor for et barn. Tilliden til den organisation man vælger skal være i orden.



Merete Engell: Sygeplejerske i verdens brændpunkter

Bøger der bør læses Posted on Sun, October 07, 2012 10:21:13

Denne bog har jeg læst for noget tid siden, og jeg synes stadig, at det er en af de bedste bøger, som jeg har læst længe. Den er både spændende og informativ. Alle, der har noget med hjælpearbejde at gøre, burde læse denne bog – uanset om det er voluntør eller sponsor.

Merete Engell arbejder for MSF (Læger uden grænser) og bogen beskriver hendes oplevelser gennem flere år som udsendt i katastrofeområder. Vi får indsigt i det følelsesmæssige, det praktiske og det kulturelle, som man må kæmpe med og mod.

http://www.informationsforlag.dk/view_product.php?product=978-87-7514-246-0

Bogen er desværre udsolgt i øjeblikket



« PreviousNext »