Allerede i weekenden kunne jeg mærke, at halsen begyndte at blive øm og søndag fik jeg mistanke om, at en halsbetændelse var undervejs. Jeg fik fat i min læge og har fået noget penicillin, som forhåbentlig når at virke inden jul.
Her til morgen vågnede Nikolai så og fik lige et par ‘søløve-host’, som kendetegner at den falske strubehoste er på besøg i hans hals. Jeg er virkelig ked af, at jeg nok har nået at smitte ham og håber meget, at han bliver rask inden jul!
Vi sidder så og hygger lidt med morgenmad og morgentv. Der er en udsendelse, hvor en af tegneserie-figurerne er blevet ramt af ‘julegalskab’: En smitsom sygdom, der gør dig svedig og får dig til at se ophedet ud! Efterhånden som man nærmer sig jul, så bliver flere og flere ramt.
Måske er det slet ikke halsbetændelse? Måske er vi i stedet ramt af julegalskab?
Så er der i det mindste håb om et kort sygdomsforløb, for symptomerne på julegalskab forsvinder helt og pludseligt, straks når julen er slut.