DanSponsor

De fleste kender vist reklamerne fra ‘bornefonden’ gennem TV.

Da jeg første gang fik tanken om at sponsere et barn, var det efter at se en brochure på posthuset. Jeg tror, at brochuren var fra ‘Plan’ – men jeg er ikke sikker.

Da jeg ikke kendte nogle sponsorer og derfor kun havde billeder i hovedet fra TV- overskrifter om svindel m.v. i nogle organisationer, var det ret vanskeligt at vide, hvor jeg skulle henvende mig. Så jeg googlede simpelthen på ordet ‘sponsorbarn’ og læste på nogle af de store organisationers hjemmeside.

Efterhånden fandt jeg også nogle af de mindre organisationer – men hvor kunne man se både godt og skidt om de forskellige organisationer? Jeg savnede virkelig et uvildigt sted, hvor man kunne spørge om andres erfaringer.

Til slut fandt jeg en organisation, som jeg fulgte 6-7 måneder på internettet – inden jeg besluttede mig. Denne organisation havde i mine øjne alt, hvad jeg kunne ønske mig: Mulighed for at sende gaver/pakker, god kommunikation til børnene gennem brevveksling, mulighed for at støtte gennem en onlineshop og mulighed for at modtage skolerapporter og fotos af børnene. Man kunne ovenikøbet selv vælge lige præcis det barn, som man ønskede at sponsere – udfra fotos og en lille beskrivelse af barnet. Hjemmesiden havde desuden et forum, hvor man kunne få råd og vejledning – både fra sponsorer – men også fra organisationen. Og så var det en dansk organisation. Det var fantastisk, når man var helt ny fadder, der ikke anede noget som helst! Jeg var dengang ikke så opmærksom på organisationens vedtægter – herunder organisationens målsætning m.v. Idag ville jeg være mere kritisk og vælge organisationer, der har til formål at yde hjælp til selvhjælp, at have til formål at gøre barnet/familien/området uafhængig af sponsorstøtte på et eller andet tidspunkt – og mange mange andre ting.

Men kort og godt: Jeg fandt organisationen via internettet!

Hvis jeg dengang havde haft kendskab til en uvildig gruppe af sponsorer, hvor jeg kunne spørge, så havde jeg måske ikke valgt den pågældende organisation. (Jeg måtte efterfølgende opsige samtlige 6 sponsorbørn i den organisation). Jeg er derfor meget ked af, at der ikke findes flere seriøse og uvildige grupper for sponsorer på internettet, så alle kan læse og forhøre sig inden de vælger organisation og sponsorbørn.

Hvad koster det egentlig at have et fadderbarn?

Sådan et spørgsmål fik jeg forleden dag. Og det synes jeg faktisk var ret vanskeligt at svare på. For det afhænger jo af så meget – både af sponsoren – men jo også af, hvilken organisation, som man vælger – og igen har nogle organisationer flere forskellige priser alt efter hvilket sponsorat, der er tale om.

Efter mine oplysninger, så kan det koste alt fra 50 kr. om måned og opefter. Det afhænger af om man ønsker at hjælpe et barn og samtidigt familien eller om man alene vil sikre et barn skolegang.
Der er mange forskellige organisationer der har fadderbørn og de fleste har deres eget koncept.

Derfor er det også vigtigt man lige giver sig tid til at se og læse og stille spørgsmål før man kaster sig ud i at være sponsor for et barn. Tilliden til den organisation man vælger skal være i orden.

Mine første sponsorbørn boede i Uganda og måske derfor har jeg de seneste år flere gange stødt på information om Joseph Kony – en bandeleder og forbryder af allerværste slags. Da jeg første gang så en film om de usynlige børn – “The invisible children” – gjorde det stort indtryk på mig. Vi ved godt, at der sker mange forfærdelige ting i verden hver eneste dag. Men disse forbrydelser mod børn er noget af det værste, man kan forestille sig. Det er lykkedes for nogle af børnesoldaterne at slippe væk, men de er ødelagte på krop og sjæl med ar, der aldrig kan hele.

Så da min datter gav mig link til endnu en film om og fra theinvinsiblechildren, så gav jeg mig tid til at se filmen. Jeg håber, at du vil gøre det samme. Der er brug for opmærksomhed omkring disse forfærdelige forbrydelser!

<!–
WriteFlash('’);
//–>

Se filmen og fortæl alle du kender om den, så Kony ikke kan få lov til at fortsætte!