Det har vist sig, at Emmanuel har akut nyrebækkenbetændelse (pyelonephitis). Desværre har han fået det værre og det har været nødvendigt at indlægge ham på hospitalet.
I Uganda er en hospitalsindlæggelse noget anderledes end i Danmark. F.eks. skal man selv medbringe alt, hvad man skal bruge under indlæggelsen, dvs. sengetøj (tæpper), hygiejneartikler som vaskefad, sæbe mm.
Emmanuel har fået sit patchworktæppe med på hospitalet
I forbindelse med et tidligere sponsorbarns indlæggelse, fik jeg også oplyst, at hvis man havde brug for en hjælper (ikke sygeplejerske) til at hente mad og hjælpe med hygiejne osv, så måtte man selv have en hjælper med og det var typisk et familiemedlem.
Jeg ved dog ikke lige, hvordan forholdene er i forbindelse med Emmanuels indlæggelse, men det er naturligvis vanskeligt med et hospitalsophold, når han ikke har noget familie, der kan hjælpe ham. Jeg har dog fuld tiltro til, at Gordon ordner det nødvendige og jeg er meget taknemmelig for, at han tager sig så godt af Emmanuel.
Her kan man også tydeligt se, hvor forskellige forholdene på et hospital er i forhold til Danmark.