DanSponsor

Jeg har modtaget et foto og et takkebrev fra Indien. Det var fra Chandu, mit opsagte sponsorbarn. Jeg kan se, at Den Danske Hjælpefond ikke søger ny sponsor til ham. Jeg har heller ikke modtaget nogen opgørelse over mine indbetalinger for 2011, så det hele bekræfter blot min opfattelse om, at der ikke er styr på tingene der! Alligevel var det lidt underligt at få brev og foto.

Min seneste pakke er nået frem til Uganda og jeg har modtaget fotos. Det er så dejligt at se børnene. Jeg har haft stor glæde ved at sende tøj og legetøj, da jeg ved, at det betyder så meget for de, som intet har. Desværre er det efterhånden blevet så dyrt hos Post Danmark at sende pakker, så jeg må begrænse mig voldsomt og det ender nok med, at jeg må standse med at sende pakker. Men indtil da, der vil jeg bare glæde mig over på den måde at kunne sende lidt glæde til Afrika.

For et par uger siden tog jeg endelig beslutningen om at ophøre med at sponsere børn gennem Den Danske Hjælpefond.

Efter Egons overdragelse af fonden, så har det tilsyneladende slet ikke fungeret i fonden. Jeg valgte derfor at opsige sponsorat af Chandu og bede om, at pengene indbetalt til Vikas sidste år i stedet blev overført til Chandu. På den måde kunne der dækkes et beløb indtil en ny sponsor blev fundet.

Der gik ikke mange timer førend jeg blev ringet op vedr. min opsigelse. Angiveligt skulle der nu være ved at komme styr på tingene! Der var blevet udskiftet i ledelsen (igen?). Det havde åbenbart vist sig at være et meget stort arbejde at overtage efter Egon, så derfor havde overtagelsen ikke kørt så hurtigt. Jeg spurgte til de nye vedtægter og fik en forklaring om, at de ikke havde nogen særlig betydning for sponsorer eller børn. Vedtægterne blev da også ‘solgt’ godt og som en ‘modernisering’ af fondens vedtægter. Ja, der er vel ingen, der ønsker at være gammeldags!

Jeg undrer mig derfor over, at af al det arbejde, der er at lave i fonden (og jeg ved godt, at der er virkelig meget), så vælger man at opprioritere moderne sprogbrug i vedtægterne – fremfor at lave nye tiltag for sponsorbørnene, skolerne eller sponsorerne (f.eks. onlineshop, blog, nyhedsbreve m.v.). Men igen – det har man måske også gjort? Det er vanskeligt at vide, da informationsniveauet til sponsorerne i hvert fald ikke er noget, der er gjort ret meget ud af. Jeg sad tilbage med en følelse af, at der var ‘gået advokat’ i fonden i stedet for Egons store hjerte overfor børnene og venlighed over sponsorerne.

Derfor ønsker jeg ikke kun held og lykke til Chandu – men også til Den Danske Hjælpefond. Jeg tror, at de får mere brug for det.

P.S. Jeg har i øvrigt ikke hørt mere fra fonden – ej heller modtaget en bekræftelse på min mail om opsigelse eller et regnskab over mine indbetalinger.

Forleden blev jeg ringet op af Den Danske Hjælpefond. Et af mine sponsorbørn, Vikas, var så heldig at have fået et scollarship af staten. Vikas havde derfor ikke længere brug for en sponsor. Jeg takkede nej tak til en ‘afløser’ for Vikas. Jeg er temmmelig usikker på, hvor fonden er på vej hen efter Egons afgang. Jeg har ikke fået noget om det i brev eller mail, så hvis ikke jeg har misforstået samtalen, så har jeg nu kun 1 barn tilbage der.

Held og lykke fremover, Vikas!

Så modtog jeg den længe ventede information fra Uganda: Projektet vedr. teenagepigerne er nu officielt afsluttet. Pigerne er rejst hjem og det sidste regnskab er lavet og fremsendt til sponsorerne tillige med fotos af pigernes afskeds-gaver.

Og ja – når man bestiller kød til gave i Uganda – så er det altså meget mere friskt end i Danmark.

Mon ikke pigerne og deres familier fik fejret en god jul?

Selvom projektet nu er slut – så vil jeg helt sikkert sende mange tanker afsted til pigerne – også fremover.

Idag afsluttes projektet med teenagepigerne i Uganda.

Det har været nogle meget lærerige år.

Forhåbentlig har pigerne lært nok til fremover at kunne forsørge sig selv og deres børn. Har de lært bare 10% af, hvad jeg selv har lært, så har de gode chancer!

Kommunikation, personlige og kulturelle forskelligheder har virkelig været en meget større udfordring end jeg havde forventet.

Nu venter jeg bare med spænding på, om det lykkedes at få givet gaver med hjem til pigerne og deres familie – og om det lykkedes at få fotos heraf!

Idag modtog jeg besked fra Den Danske Hjælpefond ang. mit ældste sponsorbarn, Reena. Reena bor i Indien og skulle have startet på sygeplejerskolen i oktober.

Nu fik jeg besked om, at Reena er blevet gift og alligevel ikke ønsker at uddanne sig til sygeplejerske.

Jeg modtog beskeden med blandede følelser. En lille smule skuffet og samtidig glad på Reenas vegne over, at hun forhåbentlig har fundet en dejlig mand.

En stor del af det at være sponsor, det drejer sig om, at vi giver børn og unge mulighed for at få en uddannelse. Men uddannelse i sig selv er ikke noget mål. Uddannelse er ikke alt i livet. Uddannelse er et middel til at opnå noget andet og skulle gerne føre til, at et ungt menneske får mulighed for ‘at vælge’. Vælge, hvad de gerne vil med deres liv. Men ‘mulighed for’ og ‘frihed til’ er ikke altid det samme.

Jeg kan kun håbe, at Reena har valgt ægteskabet af egen fri vilje og ikke af nød eller tvang.

Og jeg ved, at der er større chance for, at Reenas eventuelle børn får en uddannelse. Børn af uddannede mødre får nemlig oftere selv mulighed for skolegang og uddannelse – end børn af mødre uden skolegang. Så det glæder jeg mig over og ved, at jeg alligevel har gjort en forskel i et menneskes liv.

I denne kolde tid, så luner det ekstra meget med en hilsen fra venner i Afrika. Jeg modtog en e-mail fra Uganda: En af mine pakker var nået frem. Jeg ved, at der også er et brev på vej med fotos via post. Det er så dejligt, når man helt bogstavligt kan se, at ens hjælp og gaver når frem og gør en forskel.

Og jeg var sørme også heldig, at jeg fik et bonus-foto af mit ene sponsorbarn fra Gambia.

Det får I lige lov til at se også

Ditte Marie (foreningens stifter) har netop besøgt skolen i Gambia og var så sød at sende dette foto til mig.